Ansøg kulturpuljen

Hvad går det ud på?

I Cumulis kulturpulje støtter vi kunstneriske og kulturelle projekter, der mangler et sidste skub eller en afgørende finish for at komme ud over rampen og blive til glæde og inspiration for mange mennesker. Den årlige totale pulje er op til 100 timer, som fordeles på 1-2 projekter. Vi støtter med arbejdstimer og kompetencer og udbetaler således ikke pengebeløb.

Hvem kan søge?

Puljen kan søges af kunst- og kulturinstitutioner, organisationer eller enkeltpersoner i Skandinavien og Tyskland, hvor vi selv er repræsenteret, men i princippet kan andre lande også komme i spil. Det er kvaliteten af det enkelte projekt, som er afgørende.

Hvad støtter vi?

Vi støtter projekter som skal skydes i gang, synliggøres, eller markedsføres.  Vi kan hjælpe med strategisk sparring til at udvikle koncepter, med at skabe en visuel identitet, lægge en strategi for brug af web og sociale medier eller med at planlægge events. Et projekt kan være en festival, en kunstudstilling, en teaterforestilling, en udgivelse, en film eller noget helt femte, dog støtter vi ikke til den fortsatte drift af eksisterende projekter og projektet skal have en tydelig æstetisk dimension.

Hvad er formålet?

Vores kulturpulje handler om at give noget tilbage til et felt, som vi selv ivrigt suger næring fra i vores arbejde med at udvikle idéer og gøre dem til virkelighed. Når vi fx ser en væg med graffiti i Berlin, er tilskuere til en grænseoverskridende film på lærred, læser hårdtslående digte på tryk, oplever spektakulær scenografi eller hører tankevækkende historiefortælling, får det os til at tænke, reflektere og stille spørgsmål. Det rykker vores grænser indenfor kreativ tænkning og alle har godt af at blive skubbet til en gang imellem! Vi er overbevist om, at udtryk der er skabt i rum med meget højt til loftet, billedlig talt, medfører en langsigtet værdiskabelse med en gavnlig og udviklende virkning på mennesker. Den slags udtryk vil vi gerne støtte og udbrede ved at bringe vores egne kompetencer og arbejdstimer i spil.

Kreditering

Cumuli skal krediteres på projektets hjemmeside og på trykte materialer med logo og benævnelse af den aktuelle ydelse, der er tildelt gennem kulturpuljen. Hent logopakke.

Hvornår er ansøgningsfristen?

Puljen kan søges to gange om året, 15. februar og 1. september. De ansøgere, der får bevilget støtte, får direkte besked ca. 14 dage efter fristen, hvor vi også melder offentligt ud på vores hjemmeside, TwitterFacebook og LinkedIn.

Hvem vurderer ansøgningerne?

Susanne Eiler, co-founder og ansvarshavende for kulturpuljen og Julie Feldthaus koncept- og grafisk designer.

Har du spørgsmål?

Kontakt Susanne Eiler for yderligere information.

Udfyld ansøgningsskema